Friis Shoppingcenter

Nu genåbner Friis Shoppingcenter i Aalborg

Efter snart to års renovering slår Friis Shoppingcenter dørene op til et helt nyt center med Magasin som ankerlejer. Centret byder indenfor med ny indretning, ny facade og en ny måde at tænke detailhandel på.

Ny strategi
Danske Shoppingcentre har fastlagt en ny kommerciel strategi for Friis Shoppingcenter efter overtagelsen af administration og drift af centret i sommeren 2015.

”Når Magasin vender tilbage til Friis Shoppingcenter, er det et tegn på, at centret følger med, når byen og kunderne udvikler sig. Magasin styrker centrets profil som foretrukken shoppingdestination i Aalborg. Byen er i spændende udvikling, og indkøbsbehovene flytter sig. Det er dét, vi nu imødekommer med et helt nyt center,” udtaler ejendomschef Eva Handest på vegne af Danske Shoppingcentre, der ejer Friis Shoppingcenter.

Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør for Center Management og Key Accounts i DEAS, udtaler samtidig: ”Friis Shoppingcenter havde masser af potentiale. Derfor var det vigtigt at finde et butikskoncept, som kunne tiltrække kunder fra hele regionen, og Magasin var den foretrukne ankerlejer.”

Som en anden vigtig del af strategien har Danske Shoppingcentre haft fokus på familierne og de unge, der efterspørger oplevelser og stor bredde i udbuddet af butikker og muligheder. Den del af strategien har blandt andet medført et optimeret butiksmix og tilføjelsen af nye spisesteder.”

Nyt design
Friis Shoppingcenter har efter renoveringen fået et helt nyt udtryk med ny facade og nye indgange. De gamle karruseldøre er blevet udskiftet med mere majestætiske dobbeltdøre og store, flotte glaspartier. Og med en konstruktion af den nye facade i en gyldenbrun tombak har Friis fået et på én gang mere moderne og elegant design.

”Kunderne sætter pris på godt design og god indretning. Det hele er en del af shoppingoplevelsen. I renoveringen af Friis Shoppingcenter har det været vigtigt at skabe en designhelhed og løfte centrets udtryk både ude og inde,” afslutter ejendomschef Eva Handest.

Fakta om ombygningen af Friis Shoppingcenter
Byggeperiode: 2016-2018
Antal ombyggede kvm: 7.500 kvm
Eksempler på nye butikker og spisesteder: Jysk, Magasin, Sport24, Anettes Sandwich, D’let og Det Grønne Køkken.