30/3 2026
Danske Shoppingcentre ruster sig mod klimaforandringer
Flere centre arbejder aktivt med at dokumentere deres indsats for at vurdere klimarisici og styrke robustheden. Det har betydning for centrenes lejere, lyder det fra DSC.
Flere centre arbejder aktivt med at dokumentere deres indsats for at vurdere klimarisici og styrke robustheden. Det har betydning for centrenes lejere, lyder det fra DSC.
Vand, temperaturer og vindforhold udgør en risiko for skader på bygninger, og derfor arbejder Danske Shoppingcentre (DSC) systematisk med at forebygge skader, reducere risiko og styrke beredskabet ved ekstreme vejrhændelser. Det er med til at styrke kerneforretningen og minimere den økonomiske risiko for lejerne i shoppingcentrene, for jo bedre forberedte, centrene er, jo bedre beskyttet er ejendommen. Og det understøtter lejernes forretning.
”Vi kan ikke styre vejret, men vi kan reducere konsekvenserne af fremtidige klimahændelser gennem forebyggelse. Vi oplever, at flere lejere efterspørger klimarisikorapporter. Det skaber tryghed for dem, at vi arbejder systematisk med at reducere risiko og skadeomfang ved ekstremt vejr, for på den måde understøtter vi lejernes forretninger i vores shoppingcentre ” fortæller Martin Bødker Hansen, Head of Energy and Climate i DSC.
Skybrud, stigende grundvand og stormfloder
Som en del af arbejdet har DSC indsamlet data om hændelser, risici og afværgeforanstaltninger fra alle centre. For hvert center vurderes så, hvad en hændelse kan betyde i praksis – og hvordan ejendommene bedst kan beskyttes gennem konkrete tiltag.
Det er særligt vand, man er opmærksomme på - som skybrud, stigende grundvand og stormfloder. På tværs af centrene har man derfor styrket afvanding, pumpekapacitet, lokale højvandsforanstaltninger samt drifts- og beredskabsrutiner.
Shoppingcentrene har udført arbejdet som led i den såkaldte EU-taksonomi, som er EU’s klassifikationssystem for, hvornår en aktivitet kan betegnes som miljømæssigt bæredygtig ud fra ensartede, tekniske kriterier og derfor er udførelsen af arbejdet alignet under EU-taksonomiens aktivitet 7.7.
I forbindelse med re-verificeringen af EU-taksonomien, skal klimarisikoanalyserne genbesøges årligt, ligesom handlingsplanerne for shoppingcentrene bliver opdateret efter nødvendighed på baggrund af eventuelle klimarisikohændelser.
“For os handler arbejdet med klimarisici om at passe godt på vores ejendomme. Når vi gør vores centre mere robuste og kan dokumentere indsatsen efter EU-taksonomiens krav, er vi med til at sikre dem for fremtiden og styrke vores portefølje, så den forbliver attraktiv og konkurrencedygtig,” siger Jesper Faurholdt, CEO i DSC.
Om Danske Shoppingcentre
DSC står for Danske Shoppingcentre og blev etableret af Arbejdsmarkedets Tillægspension og Danica Ejendomme i primo 2018 og er markedsledende i Danmark inden for shoppingcentre med 16 shoppingcentre fordelt over hele landet. Porteføljen har et samlet areal på ca. 810.000 kvm og driver omkring 1.100 lejemål i alt. Årligt besøges shoppingcentrene af 73 millioner kunder. DSC ejer følgende shoppingcentre: Aalborg Storcenter - Amager Centret - City2 - Copenhagen Designer Outlet - Frederiksberg Centret - Friis Shoppingcenter - Glostrup Shoppingcenter - Helsingør Bycenter - Herning Centret - Ishøj Bymidte - Kolding Storcenter - Lyngby Storcenter - Nørrebro Bycenter - Randers Storcenter - SlotsArkaderne - VestsjællandsCentret.
Kontaktinformation: Pressekontakt i DSC: Anne Fønss Bach, afb@ulvemanborsting,com