25. august 2025
Shampoo uden kemi - Sådan undgår du de problematiske stoffer
Drømmer du om sundt og velplejet hår – uden at skulle bekymre dig om skadelig kemi? I dag bliver vi udsat for mange forskellige stoffer gennem vores personlige plejeprodukter, og selvom mængderne er små, kan summen over tid spille en rolle for både sundhed og miljø. Derfor kan det være en god ide, at gå efter en shampoo uden uønsket kemi – men hvordan finder man egentlig de gode alternativer?
I denne guide hjælper vi dig med at navigere uden om de mest problematiske ingredienser i din shampoo. Du får indsigt i, hvad du skal kigge efter på ingredienslisten, hvilke mærker du kan stole på, og hvordan du kan vælge produkter, der både tager hensyn til dit hår, din sundhed og naturen. Det behøver hverken være besværligt eller dyrt – og vi viser dig, hvordan du nemt kommer i gang.
Shampoo uden kemi skal også fungere i hverdagen
Det kan være svært at finde rundt på hylderne, når man leder efter en shampoo, der både er god for håret og tager hensyn til sundheden. Mange vil gerne undgå problematisk kemi – men er samtidig bekymrede for, om håret bliver tørt, eller prisen løber løbsk.
I denne guide får du overblikket: Hvad betyder det egentlig, når en shampoo er ‘uden kemi’? Hvilke stoffer er værd at undgå, og hvad kan du trygt bruge?
Du får også konkrete råd til, hvordan du vælger en shampoo, der er et bedre valg for både dig og naturen – og som samtidig føles behagelig i brug og plejer håret godt.
Hvad betyder det egentlig, når en shampoo er uden kemi?
Shampoo kan indeholde stoffer, som påvirker både sundheden og miljøet. Da Forbrugerrådet Tænk senest lavede en test af shampoo, fandt de hormonforstyrrende og/eller allergifremkaldende stoffer i 4 ud af 10 produkter.
Mange tror, at det vigtigste er at undgå sulfat og silikone i en shampoo. Men i virkeligheden kan din shampoo gemme på en række stoffer, som er langt mere problematiske for sundheden. Det er især uønskede kemiske stoffer, som er eller mistænkes for at forstyrre hormonerne, fremkalde kræft eller have negativ effekt på fertiliteten.
Shampoo uden sulfat og silikone – det siger eksperten
Nogle shampooer tilsættes silikone, fordi det gør håret blødt og beskytter det mod varme. Men er det en god idé? Det har vi spurgt en af Danmarks mest respekterede stemmer inden for grøn hårpleje om – frisør Anne-Sophie Villumsen, som har et indgående kendskab til både hår, ingredienser og allergivenlighed. Hun siger:
“Silikone lægger sig som en film over hår og hovedbund, hvilket kan lukke af for ilt og næringsstoffer til hårsækkene. Det kan resultere i svækket hårvækst og en ubalanceret hovedbund. Jeg plejer at sammenligne det med en regnfrakke, man lægger på sin hud, hovedbund og hår.”
Sulfater i shampoo har til formål at rense håret for snavs og fedt. Men mange vil gerne undgå sulfater, fordi nogle typer – især Sodium Lauryl Sulfate (SLS) – kan være meget udtørrende og irriterende for både hår og hovedbund. Anne-Sophie fortæller:
“Særligt personer med sensitiv hud eller frisører, der vasker hår hyppigt, kan opleve hudproblemer ved langvarig brug af disse typer sulfater. Ofte er det en af grundene til udtørret eller ubalanceret hovedbund.”
Som stifter af ZENZ Organic har Anne-Sophie i mere end 25 år arbejdet for en sundere og mere bæredygtig frisørbranche. Hun understreger:
“Det er en udbredt misforståelse, at milde eller allergivenlige shampooer går på kompromis med effektivitet og kvalitet. Det er ikke korrekt, forudsat at de er udviklet til professionelt brug og med naturlige ingredienser af høj kvalitet. Når det er tilfældet, får du en shampoo, der både er drøj, effektiv og efterlader håret rent og velplejet – med respekt for både sundhed og miljø.”
Man kan måske tænke: “Gør det virkelig en forskel, hvad der er i min shampoo? Jeg skyller den jo af … “ Men det er netop det samlede billede, der tæller – og det vender vi blikket mod nu.

“Er det vigtigt, at min shampoo er uden kemi?”
Når du bruger shampoo, deodorant, creme og måske lidt makeup i løbet af en dag, udsætter du dig selv for mange forskellige kemiske stoffer. Selvom hvert stof er godkendt i små mængder, bliver det til meget over tid. Det kaldes cocktaileffekten: lidt fra den ene flaske, lidt fra den anden – i årevis. Ligesom mange bække små bliver det til en strøm, der potentielt kan påvirke sundhed og hormonsystem.
Derfor anbefaler mange eksperter at skære ned på det unødvendige, man selv kan styre. Ikke fordi man skal være bange, men fordi summen af mange små doser også spiller en rolle.
Sådan spotter du skadelig kemi i din shampoo
Shampoo skal ifølge loven have alle ingredienser angivet på flasken eller emballagen. En lang ingrediensliste er ikke nødvendigvis et problem – men visse stoffer er værd at undgå.
Det nemmeste er at bruge appen Kemiluppen fra Forbrugerrådet Tænk, når du står i butikken. Her kan du hurtigt scanne stregkoden eller søge på produktet og få en vurdering. Produkter med en grøn A-kolbe er det sikre valg.
Vil du selv læse ingredienslisten, så hold øje med ord som: ‘paraben’, ‘benzyl salicylate’, ‘salicylic acid’ og ‘BHT’ samt stoffer, der ender på ‘-methicone’, ‘-siloxane’ eller ‘-azolinone’. Netop de stoffer er hyppigt på lister over uønsket kemi i plejeprodukter.
Ønsker du at forebygge allergi, så gå uden om produkter, hvor der står ‘parfume’ eller ‘perfume’ i ingredienslisten.
Shampoo uden kemi – til enhver pengepung
Heldigvis findes der mange gode shampooer, som både tager hensyn til din sundhed og til miljøet – uanset om du er til budgetvenlige valg eller luksusprodukter.
Et enkelt pejlemærke er at vælge en shampoo med både Svanemærket og et allergimærke, typisk Den Blå Krans fra Astma-Allergi Danmark eller det runde blå mærke fra AllergyCertified.
Både Svanemærket og AllergyCertified går skridtet videre end de fleste andre certificeringer. De nøjes ikke med at tjekke den officielle ingrediensliste – de kræver dokumentation for hvert enkelt stofs såkaldte CAS-nummer, som er et slags ID-nummer for kemiske stoffer. Det giver en ekstra sikkerhed for dig som forbruger, fordi det kan afsløre problematiske stoffer, som ellers kunne gemme sig bag generelle navne.
En svanemærket shampoo, der også har et allergimærke, er ofte et mildere valg for hovedbunden, fordi den ikke må indeholde en række stoffer, der er kendt for at kunne irritere huden: parfume, visse konserveringsmidler, farvestoffer og skrappe sulfater.
Samtidig kan du stadig få en shampoo, der skummer behageligt og efterlader håret rent, blødt og velplejet. Derfor har vi samlet en guide med gode valg i tre forskellige prisklasser, så du nemt kan finde en shampoo, der passer til både dig og dit budget.

Budgetvenlige valg
Disse shampooer er nemme at få fat i og koster typisk 30 - 70 kr. pr. liter. Du kan købe dem i supermarkedet, Matas og Normal, og de har både Svanemærket og et allergimærke.
- Derma Family
- Grøn Balance
- Hello Sensitive
- Neutral
- Rema1000 parfumefri
- Salling FRI
- Änglamark
Mellemklasse
Her finder du shampooer, der typisk har lidt mere fokus på konsistens og plejende egenskaber – uden at gå på kompromis med ingredienserne.
- Derma Eco
- Matas Natur
- Stuhr Mild shampoo
Luksus/ salonkvalitet
Disse shampooer fra frisører og professionelle mærker har fokus på kvalitet, bæredygtighed og god performance. Du betaler mere – men får mere eksklusive produkter og ofte flottere finish.
- Ingredien
- Zenz Pure
- Zenz Stimulating
Hvad med miljøet? Sådan vælger du en bæredygtig shampoo uden kemi
Ved at vælge en svanemærket shampoo får du et produkt uden de mest problematiske stoffer. Samtidig tager det hensyn til miljøet hele vejen – fra hvordan shampooen bliver produceret til hvilke stoffer, den indeholder, og hvordan emballagen belaster naturen. Miljømærkning Danmark fører jævnligt kontrol med, at kravene til svanemærkede plejeprodukter bliver overholdt.
Det står i kontrast til betegnelser som “naturlig” og “økologisk hudpleje”, som ikke er reguleret på samme måde. De lyder trygge, men kan dække over produkter med både syntetiske ingredienser og f.eks. allergifremkaldende stoffer. Ser du Ecocerts økologimærke på en shampoo, er det værd at vide, at kun 10 % af ingredienserne behøver være dyrket økologisk for at opnå certificeringen.
Vil du gøre dit shampooforbrug mere bæredygtigt, handler det ikke kun om at vælge den rette shampoo, men også om, hvor meget og hvor ofte du bruger den. Og hvor ofte skal man vaske hår? Ifølge eksperter er et par gange om ugen tilstrækkeligt for de fleste. Og brug kun den nødvendige mængde shampoo – så skåner du vandmiljøet og mindsker risikoen for hudreaktioner.
Når du vælger shampoo uden kemi, gør du noget godt for både dig selv, dit hår og naturen – og det behøver hverken være besværligt eller dyrt.