herningCentret

herningCentret overtages af DSC

Fra oktober 2018 er det succesfulde herningCentret en del af Danske Shoppingcentres portefølje. herningCentret er et markant center fra 1978, som i dag er både veldrevet, topmoderne og velforankret i et stort område i det midtjyske. Det bekræftes bl.a. af, at centret i 2017 blev kåret til centret med ”Danmarks bedste aktiviteter”.

Det 40 år gamle herningCentret er det 17. og seneste center i DSC. Centret er et godt supplement til porteføljen. I forvejen ejer DSC nemlig de fire jyske centre City Vest, Friis Shoppingcenter, Randers Storcenter og Kolding Storcenter.

Ved købet har DSC blandt andet lagt vægt på, at herningCentret har formået en udvikling fra et traditionelt indkøbscenter til en topmoderne shopping- og oplevelsesdestination – og ligeledes på, at det er den udvikling, som skal fortsættes i fremtiden.

Centret har en høj udlejningsprocent og et bredt og solidt kundegrundlag. Det har åbent alle ugens dage og tilbyder et godt miks af dagligvarer, special- og modebutikker samt caféer, restauranter og et legeland. I alt tæller centret 80 forskellige butikker og lejemål.